Formandens beretning 2020

Formandens skriftlige beretning for KTAS Vinklub 2020.

Det er en underlig tid som vi lever i, kunne være overskriften på denne beretning. Vi har trods det, igen lagt et vinår bag os, men bestemt ikke et ”helt almindeligt vinår”.  

Det der skulle have været endnu et spændende og aktivt vinår, blev lidt stille. Programmet var lagt for 7 store oplevelser, som ventede forude. Det blev muligt at afholde 3 smagninger, hvoraf den ene var ude i byen nemlig på den nye restaurant Tramonto i Carlsberg byen. Vi kunne overholde myndighedernes restriktioner til de 2 andre smagninger som blev afholdt på Immerkær, men det sociale der også ligger i vores arrangementer var ikke helt optimalt da der skulle være 1,5 m afstand mellem deltagerne. De aflyste smagninger vil dog komme med i programmet når der lukkes op igen.

De 3 smagninger som blev gennemført i 2020 var:

  • Tramonto – Italienske vine. Her var vi samlet 70 personer for at se den nye restaurant i Carlsbergbyen kombineret med vinsmagning. Det store antal tilmeldte var en glæde og ydermere en søndag middag hvor mange kunne afse tid til en hyggelig dag. God mad som blev ledsaget af 10 dejlige vine som var udvalgt til maden.
  • Gin & Rom – Er på mode lige pt. så derfor syntes vi at dette også kunne være en god ide med smagning af disse 2 spiritusser. Desuden har flere medlemmer ønsket denne smagning og vi går jo efter at opfylde medlemmernes ønsker. Det var Bendt fra Tåstrup Ny Vinhandel der med sin store viden gav os en rigtig god aften.
  • Mallorca vine – nåede vi lige at afholde inden forsamlingsforbudet blev nedsat drastisk. Mallorca vine var meget spændende og gode smage. Desværre holder majorcinerne deres vin tæt ind til kroppen, men nogle har dog fået lov til at importere, men i lille mængde som vi kan nyde godt af. En stor gestus fra vores vinmand denne aften var, at han leverede fragtfrit til os alle på vores adresse efter aftale. Så han fik en tur rundt på Sjælland. 

Året sluttede med en hilsen fra bestyrelsen til vores søde tålmodige medlemmer. Alle fik et gavekort til Salling koncernen (Føtex, Bilka, Netto m.m) sammen med en julehilsen. Vores indtryk er, at der er blevet handlet med glæde både god vin og bøffer. 

Her ved årsskiftet er vores medlemstal på 70 hvilket er en nettotilgang på 3 nye medlemmer. Vores store ønske er stadigvæk flere medlemmer så vi kan jo håbe på at der sker noget når vi igen kan samles. Vi fortsætter selvfølgelig med hvervegave som for hvert nyt medlem I kommer med vil det udløse en flaske god vin.

Vores hjemmeside – som fyldte 5 år den 21. december – bliver mere og mere populær. I skrivende stund (marts 2021) har siden været besøgt af ikke mindre end 45942 personer. På hjemmesiden kan I både følge med i kommende arrangementer samt se billedgalleri for afholdte smagninger. Vores gæstebog er også åben for kommentarer, hilsner samt ide forslag. Flere har brugt vores hjemmeside som kontakt forslag. Vi har fået rigtig mange henvendelser fra vinimportører/vinhandlere som fandt os via hjemmesiden. I er også meget velkomne til at bruge vores mailadresse som er åben hele tiden. Hold jer ikke tilbage med forslag og gode ideer.

Bestyrelsen store opgave lige pt. er at få sat datoer på vores arrangementer og håber at de kan holde. Sandsynligheden taler for at vi kan begynde på diverse smagninger og afholdelse af generalforsamling, jubilæum m.m fra omkring september. Alt hvad vi foretager os pt. vil blive begrænset af Coronaen og det er frustrerende. Vi giver dog ikke op og glæder os til at kunne præsentere et godt og spændende program for jer når vi igen kan mødes. Bestyrelsens holdning er at vi venter med store sammenkomster til alle er vaccineret.

Ved beretningens afslutning vil formanden takke den øvrige bestyrelse for det gode samarbejde som har præget sæsonen 2020. Vores suppleant Knud Borch har dog valgt at trække sig fra bestyrelsesarbejdet. Ny suppleant vil blive valgt når generalforsamlingen kan afholdes.

                                            Med venlig hilsen

                                               Lene Selmann

                                                   Formand